I Ejer Bjerge ligger Ousted Kirke og Tåning Kirke – begge højt placerede med en smuk udsigt over bakker, søer og skove. Fra Tåning Kirke er der udsigt til en stor del af Skanderborg by, og Ousted Kirke, som ligger mellem Tebstrup og Ris, rejser sig majestætisk og ses tydeligt, når man komme kørende ind i Ejer Bjerge fra motorvej E45.
Kirkerne betjenes af samme præst, som er bosiddende i den romantiske og idylliske Sneptrup Præstegård, der ligger gemt i skovene nord for Tebstrup. Præstegården består af et imponerende bindingsværkshus fra 1747 og forbindes med Tåning Kirke via den gamle kirkesti, som hedder Sortholmsvej. Som en del af Sneptrup Præstegård ligger ”Stalden”, som er en nyrenoveret stald, der er offentligt tilgængeligt og bruges af unge som gamle i Ejer Bjerge til møder, foredrag og hyggelige komsammener.
Menighedsrådets aktivitetsudvalg sørger for, at der jævnligt arrangeres koncerter for børn, sangaftener, foredrag, udflugter, fællesspisning og en lang række andre, hyggelige aktiviteter i både kirkerne og i Stalden.
Læs mere om Ousted Kirke her
Læs mere om Tåning Kirke her





