Mette og Frede

Vi har verdens bedste naboer

Hvem?
Mette og Frede med deres to børn; Egon-Emil fra 2013 og Johanne fra 2016.

Hvor har I slået jer ned?
Familien forelskede sig i et skønt, gammelt hus i Horndrup, hvor de nu bor.

Hvorfor Ejer Bjerge?
Valget af Ejer Bjerge var egentlig lidt tilfældigt:

”Vi boede i en lejlighed inde i Skanderborg og kiggede på hus, og i vores prisklasse måtte vi lidt længere uden for Skanderborg, end vi lige have forestillet os. Og så faldt vi pladask for det hyggelige hus her i Horndrup, og det har vist sig, at det ikke er noget problem at klare sig med én bil herude”.

Hvornår flyttede I hertil?
Familien flyttede til Horndrup i Ejer Bjerge i september 2014, da deres søn var 1,5 år.

Hvordan med arbejde?
Mette arbejder som lærer i Nim, og det er en kort tur på cirka 20 min i bil. Frede er pædagog i Hørning og cykler de cirka 17 km på arbejde.

Hvad med fritiden – bruger I Ejer Bjerges foreninger?
”Vi har deltaget i lidt af det, der foregår i Tåning, blandt andet i forsamlingshuset. Og Frede er med i HOT-koret herude. Men vi har ikke været gode til det som familie. Det vil vi dog gerne gøre noget ved, når børnene bliver lidt større”.

Hvordan med naboerne og de lokale generelt?
Familien er ikke i tvivl, når det kommer til naboskabet:

”Vi har verdens bedste naboer. Der er et skønt sammenhold i Horndrup, og her bor cirka ni familier. Vi mødes til faste arrangementer nogle gange i løbet af året og derudover ved festlige lejligheder. Vi hygger os sammen og hjælper hinanden – og stiller op, når der er brug for det”.

“Vi har et hold naboer, som er reservebedsteforældre for vores børn, vi har naboer der passede storebror, da lillesøster kom til verden og som tilbyder at låne os deres ekstra bil – og vi har naboer, man kan låne ting af, når vi har glemt noget, når noget skal bygges, flyttes og så videre”

”Derudover har vi været super heldige med den mødregruppe, der kom i stand, da Johanne kom til verden. I den flok er der blandt andet en familie, som bor ca. 1 km henne ad vejen. Vi har børn, der leger godt sammen – og vi voksne nyder hinandens selskab. Det er guld værd!”

”Ens for både naboer og mødregruppe er, at det er vidt forskellige mennesker i forskellige aldre – forskellige steder i deres liv – og alligevel er der et særligt godt sammenhold”.

Er der noget, der har overrasket jer, efter I er flyttet til Ejer Bjerge?
Frede kommer fra et sted, hvor de også kender naboerne godt – og det havde Mette aldrig prøvet før:

”Det er kommet bag på mig, at jeg har fundet mig så godt til rette i det naboskab, vi har i Horndrup. Det er virkelig en flok skønne og dejlige mennesker, jeg ikke vidste, jeg har brug for!”