Louise og Jes

Vi vidste med det samme, at det var her, vi ville bo!

Hvem?

Louise, Jes og lille Karla, som blev født i juni måned 2018. Sammen med den lille familie bor den søde, franske bulldog, som hedder Bongo.

Hvor har I slået jer ned?

Den lille familie bor i den hyggelige landsby Ris i Ejer Bjerge

Hvorfor Ejer Bjerge?

Inden Louise og Jes flyttede til Ris, boede de i Skanderborg.

”Vi kunne godt lide Skanderborg, hvor vi boede før, men ville gerne lidt ud på landet. Så da Louise blev gravid, fandt vi huset her i Ris. Det var det første vi kiggede på, og vi vidste med det samme, at det var dette hus og denne by, vi ville bo i”.

Hvornår flyttede I hertil?

Louise og Jes flyttede ind i huset i Ris i marts måned 2018, da lille Karla stadig var inde i maven.

Hvordan med arbejde?

Når Louise ikke er på barsel, arbejder hun som social- og sundhedsassistent på et plejehjem i Højbjerg. Jes arbejder som pædagog på Sølund i Skanderborg.

”I forhold til vores arbejde, så er det dejlig nemt med motorvej tæt på, og det er skønt, at der nu er kommet tre spor på motorvejen i begge retninger mod Aarhus. Og et er ovenikøbet muligt for Jes at cykle ind til hans arbejde i Skanderborg”.

Og børnene?

Louise og Jes har lille Karla på et halvt år og nyder godt af en hyggelig mødregruppe med andre babyer og mødre fra Ejer Bjerge. Når Louise skal tilbage på arbejdet i Højbjerg, håber familien på at få en plads til Karla hos en af dagplejerne i området.

Hvad med fritiden – bruger I Ejer Bjerges foreninger?

”Vi har ikke brugt Ejer Bjerges foreninger endnu. Vi har været i gang med en større renovering af huset og fået vores lille baby. Men med tiden – og når Karla bliver lidt større – vil vi kigge på de mange muligheder for at dyrke sport, som foreningerne i Ejer Bjerge tilbyder”.

Hvordan med nabolivet og de lokale generelt? Hvordan har det været at være ny i Ejer Bjerge?

”Det har været så godt at flytte hertil. Vi har nogle rigtig søde naboer, som også er super hjælpsomme. Det er jo altid sjovt at være de nye, og vi har lært mange nye mennesker at kende. Det er vildt hyggeligt og dejligt, og vi føler os meget velkomne her i Ris”.

”Vi har blandt andet været til byfest her i september, hvor vi også mødte en del andre fra byen. De fleste ved jo hvem vi er, da vi købte et hus af en ældre herre, der havde boet i byen siden 1970… Og vi er efterhånden ved at have lært de fleste at kende”.

Er der noget, der har overrasket jer, efter I er flyttet til Ejer Bjerge?

Gæstfriheden har overrasket Louise og Jes:

”At blive inviteret ind i en andens hus, uden man kender dem. Det har vi oplevet flere gange, og det er rigtig dejligt, for så føler man sig rigtig velkommen her i den lille by”.

Har du lyst til at tage en snak med Louise og Jes om livet i Ejer Bjerge? Så klik videre her